5 gode råd til dig, der vil være selvstændig

Julie Søgaard selvstændig grøn moderator journalist kommunikatør klima energi miljø natur
Som selvstændig er Julie Søgaard jævnligt ordstyrer. Her på en samtale og debat efter filmen The Green Lie under CPH:DOX 2018.

Hvad laver du egentlig som selvstændig? Får du det til at hænge sammen? Vil du i virkeligheden hellere have et fast fuldtidsjob?
Her får du mine svar på disse ofte stillede spørgsmål og nogle gode råd, hvis du selv overvejer at blive selvstændig.

For at svare på det sidste spørgsmål først: Nej. Jeg trives lige nu rigtig godt med at være selvstændig. Jeg nyder den fleksibilitet, det giver – også i forhold til mit privatliv.

Min hverdag som selvstændig

Jeg har faste opgaver et par dage om ugen. Resten af min arbejdstid bruger jeg på:

– opgaver for nye og tilbagevendende kunder
– at få ny viden inden for mit stofområde
– at lære nyt gennem kurser og efteruddannelse
– at vedligeholde og udvide mit netværk
– markedsføring og at møde nye kunder
– administration og regnskab

5 gode råd til dig, der vil være selvstændig

Så hvilke erfaringer og råd kan jeg give videre efter to år som selvstændig journalist, kommunikatør og ordstyrer? Her kunne jeg lave en alenlang liste, som alligevel ikke ville være udtømmende.
I stedet vil jeg blot fremhæve 5 råd, som jeg selv har haft særlig glæde af at følge:

Spar op

Inden du kaster dig ud i livet som selvstændig, er det en god idé at have sparet tilstrækkeligt op, så du har en økonomisk ‘buffer’, hvis der i starten eller undervejs skulle blive sparsomt med opgaver.

Det giver dig også en frihed til at sige nej til opgaver, du enten ikke ønsker at påtage dig eller som kommer på et tidspunkt, hvor du allerede har mere end rigeligt at lave.

Find din profil

Hvad er du god til? Hvad har du lyst til at lave? Hvordan adskiller du dig fra andre på markedet?
Med udgangspunkt i svarene på de spørgsmål kan din forretning tage form.  Undgå at blive for smal eller for bred i din profil.

Jeg tog udgangspunkt i mit stofområde – klima, energi, natur og miljø – som jeg har beskæftiget mig med i en længere årrække og ikke mindst har et netværk indenfor.

Find dine ben

Vælg mindst to – helst tre – ben i din forretning, så du ikke satser alt på én type af opgaver og kunder.

Dine tre ben kommer sandsynligvis ikke til at fylde lige meget – hverken tidsmæssigt eller økonomisk – og måske viser det sig, at det ben, du troede ville fylde mest, kommer til at fylde mindst og omvendt.

Det kan endda være, at der opstår en efterspørgsel på et helt fjerde ben, mens et af dine oprindelige ben med tiden helt forsvinder.

Mine tre ben har fra starten været journalistik, kommunikation og events (som ordstyrer, facilitator og planlægger) – og er det endnu. Ligesom med stofområdet var det for mig et naturligt valg, da jeg gennem mine tidligere job har opbygget en solid erfaring med disse tre discipliner.

Gør dig synlig

Jeg lagde ud med at fortælle mit netværk gennem diverse sociale medier, at jeg var blevet selvstændig. Det kastede de første opgaver af sig – og opgaver skaber synlighed og dermed nye opgaver.

Det er også vigtigt jævnligt at deltage i forskellige sammenhænge, hvor du kan støde på din næste kunde.
Dine kunder finder du ikke nødvendigvis kun i netværk og til arrangementer med direkte relation til dit fag. De kan være alle steder. Hold øjne og ører åbne – og lyt til deres behov. Det kan være, at det netop er dig, de leder efter.

Jeg får fortsat opgaver gennem mit netværk, men får også kunder, som er stødt på mig andre steder – for eksempel på en konference, hvor jeg har været moderator eller som har søgt efter én med netop min profil.
Det er derfor en rigtig god idé at have en hjemmeside, der tydeligt fortæller, hvad du kan hjælpe dem med.

Dygtiggør dig

Som selvstændig lærer du automatisk noget nyt hele tiden – nye kunder, nye opgaver, nye erfaringer.

Men det er også vigtig at indsamle ny viden og efteruddanne dig løbende, så du ikke blot holder dig opdateret på dit fagområde, men også skærper din profil og dine ben i forretningen – og ser nye muligheder.

Mine to første år som selvstændig

Så hvad har jeg egentlig lavet som selvstændig de sidste to år? Det kan du læse om i disse to blogindlæg:

Mit andet år som selvstændig

Mit første år som selvstændig

Flere gode råd

Journalistforbundet (DJ) har lavet en fin liste over gode, praktiske råd med fokus på økonomi, skat, moms, regnskab og lignende.

Hvis du er medlem af DJ kan jeg varmt anbefale at tage dette kursus om at starte sin egen forretning. Hvis ikke, så har din fagforening måske lignende kurser.

Mit andet år som selvstændig

Julie_søgaard_moderator_insekter_på_menuen_How_can_we_feed_the_world_2017 klimajournalist miljøjournalist

En rigtig god blanding af faste, tilbagevendende og nye opgaver. Det er den korte beskrivelse af mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og ordstyrer, der har været mindst lige så sjovt og indholdsrigt, som det første år. Jeg glæder mig til mit tredje år.

Ordstyrer, facilitator og planlægger

Ligesom første år har jeg i mit andet år som selvstændig jævnligt haft opgaver som moderator eller facilitator på konferencer, debatter, workshops og andre arrangementer, hvor jeg ofte også har været med som planlægger.

Her er et udpluk fra det seneste år:
Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Skolestue for landspolitikere på Learn-scenen – Naturmødet 2017

I maj 2017 var jeg atter moderator på Learn-scenen under Naturmødet, der var vokset siden det første møde i 2016 og nu havde over 10.000 deltagere  – og i stigende grad politikernes og mediernes bevågenhed.

Den 24.-26. maj 2018 kan man igen opleve mig som moderator på Learn-scenen.

Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Debat om grønne job hos IDA i Ingeniørteltet under Folkemødet 2017

Under Folkemødet i juni 2017 var jeg ordstyrer på en debat om grønne job hos Ingeniørforeningen IDA.

Man kan stadig nå at booke mig som moderator, interviewer eller vært til Folkemødet 2018.

Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Ordstyrer på samtale om insekter på menuen under How Can We Feed The World? – september 2017

I september 2017 var jeg ordstyrer på en samtale om insekter på menuen på arrangementet How Can We Feed The World? under festivalen Hearts & Minds i Aarhus.

Og i november holdt Villum Fonden symposiet A Sea of Interests, hvor jeg var ordstyrer på en session om bæredygtigt fiskeri.

Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Debat under Molios klimakonference i Middelfart februar 2018

I februar i år stod Molio – Byggeriet Videnscenter bag konferencen Klimaændringer – udfordringer og muligheder for byggeriet. Her var jeg ordstyrer og medplanlægger.

I marts var jeg moderator på Naturstyrelsens seminar Indfasning af biodiversitetsskov
– hvordan fremmer vi bedst biodiversiteten?
Styrelsen har oprettet en hjemmeside, hvor man kan se oplæg og snart noter fra seminaret

Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Debat efter filmen The Green Lie under CPH:DOX 2018

Samme uge var jeg ordstyrer på  en samtale og debat efter filmen The Green Lie under CPH:DOX 2018.

Se liste over nogle af de øvrige arrangementer fra mit andet år som selvstændig og fra tidligere år.

I den kommende tid er der allerede flere arrangementer på programmet.  Blandt andet skal jeg være ordstyrer på konferencen Sund i Naturen på Christiansborg den 2. maj arrangeret af Friluftsrådet. Læs mere og tilmeld dig

Kommunikation og PR
Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Den Danske Naturfonds arealer i Mols Bjerge Nord

I det seneste år har jeg fortsat været fast tilknyttet som kommunikationskonsulent for Den Danske Naturfond, som jeg løser presse- og kommunikationsopgaver for.

Siden sidst har Naturfonden offentliggjort flere nye opkøb og projekter. Blandt andet Mols Bjerge Nord og  Kollund Skov.

Desuden har jeg løbende udført PR- og kommunikationsopgaver for andre organisationer og institutioner.

Journalistik
Julie Søgaard Mit andet år som selvstændig, grøn journalist, kommunikatør og moderator
Workshop under konferencen The Global Energy Transition: Is Journalism Ready? i forbindelse med COP23 i Bonn.

Mine to andre ‘ben’ ovenfor har fyldt meget i mit andet år som selvstændig, men der har dog været tid til at skrive nogle enkelte artikler. For eksempel:

Forskere vil skabe langtidsholdbar naturforvaltning

Midler til forskning i dansk energiteknologi skraber bunden

Klimarådets formand: Mere forskning kan lette klimatrykket fra landbruget

Lige nu er jeg redaktør på en mindre, enkeltstående publikation inden for grøn forskning og innovation, der forventes at udkomme i efteråret. Mere om det til den tid.

I november repræsenterede jeg som formand Foreningen af Energi- og Miljøjournalister (FEM) under konferencen The Global Energy Transition: Is Journalism Ready? arrangeret af Clean Energy Wire (CLEW).

Konferencen blev holdt i forbindelse med COP23 i Bonn.

Her havde jeg et indlæg om FEM og hvordan vi er organiseret. Det var under en workshop om, hvordan klimajournalister kan arbejde bedre sammen og gerne på tværs af landegrænser.

 

Mit første år som selvstændig

Julie Søgaard | Grøn journalist, kommunikatør og moderator

Det er nu et år siden, jeg efter en årrække som lønmodtager sprang ud som selvstændig. Det har været et sjovt og begivenhedsrigt år, hvor jeg fortsat har haft mulighed for at dyrke mit stofområde og udfolde mig inden for både journalistik, kommunikation og events. Så jeg har absolut mod på at fortsætte.

Events

Særligt inden for events har jeg været vidt omkring. Hermed et udpluk:

Julie Søgaard skolestue Naturmødet 2016
Skolestue for landspolitikere på Naturmødet 2016

I maj 2016 var jeg i tre dage moderator på Learn-scenen på det nystiftede Naturmødet.

Naturmødet Julie Søgaard
Planlægningsmøde mellem Naturmødet og moderatorer

Den 18.-20. maj 2017 indtager jeg atter denne scene i Hirtshals på verdens første folkemøde om natur.

I juni 2016 var jeg ordstyrer under Folkemødet. Det er jeg også i år – og i skrivende stund kan man stadig nå at booke mig som ordstyrer og eventplanlægger.

Wilhjelm16_1
Wilhjelmkonferencen 2016

I november 2016 var jeg ligesom i 2015 ordstyrer på Wilhjelmkonferencen, der hvert år tager fat på forskellige emner inden for natur og biodiversitet.

32607814515_1cd7923f63_o
Climate-KIC Nordic Partner Day 2017

I 2017 har jeg allerede været planlægger og moderator på Climate-KIC Nordic Partner Day, ordstyrer på debat om dyreforsøg under Århundredets Festival samt jury-facilitator under de fem regionale semifinaler for Unge Forskere og inden længe under finalen i Forum, København.

Se mere om disse og andre arrangementer under Moderator, facilitator og planlægger.

Kommunikation og PR

Frem til årsskiftet arbejdede jeg stadig deltid for BioRefining Alliance og løser fortsat løbende opgaver for foreningen.

bøtø1
Bøtø Plantage. Foto: Erik Thorsen

I april 2016 begyndte jeg at lave presse- og kommunikationsopgaver for Den Danske Naturfond. Fra oktober 2016 har jeg været fast tilknyttet som kommunikationskonsulent. I denne periode har Naturfonden offentliggjort egne eller støttede projekter, som alle har fået en meget flot pressedækning. Her kan nævnes Mandø, Rewilding i Mols Bjerge, lokale naturprojekter og senest opkøbet af Bøtø Plantage.

Journalistik

Endelig har jeg det seneste år leveret artikler til både etablerede og nye specialmagasiner inden for blandt andet klima, energi og natur. Det vil jeg fortsætte med – og har lige nu flere historier på vej.

 

Naturmødet 2016

Julie Søgaard | Grøn journalist, kommunikatør og moderator

Siden jeg blev selvstændig den 1. april 2016 har jeg fået en række spændende opgaver inden for både journalistik, kommunikation og som ordstyrer.

En af de største opgaver indtil nu har været min rolle som en af fire moderatorer på Naturmødet i Hirtshals den 26. – 28. maj, hvor jeg styrede en lang række sessioner – herunder et nyt format kaldet skolestuen, hvor politikere kom på skolebænken for at lære om natur og biodiversitet hos nogle af de fremmeste eksperter på området.

I den forbindelse har jeg lavet en såkaldt storify, hvor jeg har samlet mine oplevelser delt på de sociale medier fra Danmarks første folkemøde om natur: